Nyt byrum tog form i rødt

Udgivet: 26.05.2026

Saferoad Services har etableret de røde overfladedekorationer ved København Syd som et bidrag til fortællingen om et nyt trafikknudepunkt. Her bevæger tusindvis af mennesker sig hver dag mellem metro, S-tog, regionaltog, busser og cykler.

Indrømmet – de færreste tænker nok over, at belægningen under fødderne er med til at guide dem gennem stationen. Men netop samspillet mellem arkitektur, wayfinding, trafikflow og byrum har været en central del af visionen bag et af Københavns største infrastrukturprojekter i nyere tid.

Røde overfladedekorationer

Midt i dette komplekse by- og stationsrum spiller de markante røde overfladedekorationer en særlig rolle. De er ikke blot et visuelt element, men en integreret del af identiteten og orienteringen omkring København Syd – tidligere Ny Ellebjerg Station. Her har Saferoad Services været med til at etablere de røde markeringer som en del af projektets samlede byrums- og trafikdesign.

”Projektet ved Ny Ellebjerg er et godt eksempel på, hvordan markante overfladedekorationer kan være med til at skabe nye byrum, identitet og sammenhæng,” siger adm. direktør Jesper Wraae-Bess.

Et af hovedstadens vigtigste knudepunkter

København Syd er i dag et af hovedstadens vigtigste trafikale knudepunkter. Stationen forbinder S-tog, regionaltog, metro, buslinjer, cykeltrafik og nye byområder i Sydhavn og Valby. Samtidig er stationen tænkt som meget mere end en klassisk station.

Resultatet er et sammenhængende stationslandskab med forsænkede pladser, trapper, forbindelser og opholdsarealer, hvor materialer, lys, farver og belægninger er med til at skabe orientering og sammenhæng. De røde overfladedekorationer er en vigtig del af det hele. Farven fungerer både som identitetsskaber og som en aktiv del af infrastrukturen.

”Vores teams arbejder primært med kørebaneafmærkning på byveje, hovedveje og motorveje for at styrke trafiksikkerhed og fremkommelighed. Men vi sætter også stor pris på at arbejde med løsninger, hvor farver og dekorationer er med til at skabe intuitive bevægelsesmønstre og guide mennesker mellem forskellige transportformer,” siger Jesper Wraae-Bess.

Overfladedekoration som en del af infrastrukturen

Gottlieb Paludan Architects har været ansvarlig for udvikling, skitsering, projektering og udbud af det centrale stations- og byrumsområde, som binder metro, S-tog, regionaltog og busser sammen.

De røde flader og markeringer fungerer som visuelle spor gennem stationen og hjælper med at binde transportformerne og byrummene omkring stationen sammen til én samlet oplevelse.

Samtidig bidrager markeringerne til at give København Syd en tydelig identitet, som adskiller stationen fra hovedstadens andre trafikknudepunkter.

Klassisk vejmarkering i moderne byudvikling

For Saferoad Services er opgaven et godt eksempel på, hvordan klassiske vejmarkeringer, afmærkninger og trafikale løsninger i stigende grad bliver integreret i arkitektur og moderne byudvikling.

”Ud over at bidrage til orientering og fremkommelighed har overfladedekorationerne ved København Syd også en tydelig arkitektonisk dimension. Vi er stolte af at have bidraget med vores kompetencer til en både smuk og holdbar løsning,” siger Jesper Wraae-Bess.

Overfladedekorationer i det offentlige byrum udsættes dagligt for massiv belastning fra passagerer, cyklister, servicekøretøjer og vejrlig. Derfor handler løsningen ikke kun om æstetik. Belægningerne er også robuste, slidstærke og fungerer over tid uden at miste deres visuelle effekt eller sikkerhedsmæssige funktion.